Fokus på miljøet
Hensynet til miljøet er et gennemgående tema i forundersøgelsen af en fast forbindelse over Kattegat. Forundersøgelsen inddrager værdifulde erfaringer fra en lang række projekter på land og hav.
Et stort erfaringsgrundlag
I Danmark har vi en stærk tradition for at indarbejde omfattende tiltag i store anlægsprojekter, som kan mindske de natur- og miljømæssige konsekvenser af projekterne både i anlægs- og driftsfasen.
En stor del af det at anlægge en tunnel eller bro handler om at passe bedst muligt på omgivelserne. Til havs og til lands. Det er derfor også helt centralt, at forundersøgelsen gennem de omfattende miljøundersøgelser skal muliggøre dette.
Erfaringerne viser, at væsentlige negative miljøpåvirkninger i stort omfang kan forebygges, begrænses og ofte helt undgås gennem planlægning og skånsom gennemførelse af anlægsarbejdet.
Omfattende miljøundersøgelser
Arbejdet med miljø, natur og klima fylder mere og mere. Senest miljøundersøgelsen for Femern Bælt-forbindelsen, der er den mest omfattende undersøgelse for et dansk infrastrukturprojekt til dato.
Miljøundersøgelserne kan fortælle os, hvor det er mest skånsomt at bygge, samt hvilke krav det stiller til konstruktionen. I området ved Kattegat er der fx rigt på såkaldte Natura 2000-områder, som er særligt beskyttede naturområder. Det skærper nødvendigheden af at finde frem til de løsninger, der påvirker områderne mindst muligt.
Ynglepladser og paddehegn
I nogle tilfælde betyder det, at der skal tænkes i afværgeforanstaltninger. Det vil sige løsninger, der medfører, at konsekvenserne for miljøet minimeres, så der tages bedst muligt vare på naturen og dyrelivet. Et eksempel kunne være en udvidelse eller nyanlæg af en raste- og yngleplads for fugle. Et andet eksempel er etablering af et paddehegn omkring byggepladsen i Rødby for at undgå paddedrab i anlægsfasen af Femern Bælt-forbindelsen. Her har biologer gennemført en række afværgeforanstaltninger for at sikre bestanden af fredede frøer og tudser, som fx den grønbrogede skrubtudse og den lille vandsalamander.
Hele paletten rundt
En forundersøgelses formål er at komme hele paletten rundt. Derfor ses der også nærmere på konsekvenserne af projektet for klimaet og erhvervslivet. Samlet set er der tale om et omfattende vurderingsarbejde, som dækker en lang række forhold knyttet til miljø-, natur- og klima.
Levende græsslåmaskiner på Sprogø
Får og kvæg sørger for at holde græsset på engarealerne på Sprogø. Udover det hyggelige islæt er det en vigtig del af naturplejen i området, så man undgår støjende maskiner og gødning.
Kunstige stenrev giver nye skjulesteder og mad
En bropille vil på samme måde som et skibsvrag hurtigt tiltrække dyr og alger, som flytter ind. Det skaber et kunstigt rev til gavn for havbundens biodiversitet.